Kjæde-Ordenen. De 3 Vise af Østerland 250 års historie

I de øverste samfundsmæssige klasser (adelen), sker der en ændring i den måde man ser samfundet på og der kommer nye strømninger sydfra, der er med til at ændre elitens syn, altså adelens, de nytilkomne rige og oplystes syn, på menneskeheden og på menneskets plads i samfundet og dets livsværdier. Netop her i oplysningstiden er nøgleordene det fornuftige, det naturlige og det nyttige.

Sågar vores egen meget unge dronning Caroline Matilde, der kom fra England, korresponderede med franske filsoffer som Rosseau, Voltaire og Diderot og var dermed med på strømningerne.

Kongen hentede Struensee til Danmark som sin livlæge. Struensee havde den samme filosofi som dronningen, og det lykkedes Struensee at pacificere den regerende kreds omkring Kongen, der var en form for et kup, hvor Struensee overtog store dele af magten fra Kongen. Det lykkedes Struensee i hans meget korte magtperiode at få implementeret love ud fra disse ideer – bl.a. med pressefrihed.

Allerede i januar 1772 opstår et modkup imod Struensee med Enkedronning Juliane-Marie i spidsen. Struensee bliver henrettet og Dronning Caroline Mathilde bliver sendt ud af landet til Celle i Tyskland efter at have haft et intimt forhold til Struensee. Hvorefter reformerne bliver rullet tilbage.

Man kunne forstille sig, at Kjæde-Ordenens Restitutorer kom fra den kreds af danskere, der var tilhængere af Struensees reformer, og som indså, at nytænkningen var nødvendig og som havde så vidtløftigt et syn at optage kvinder ligeværdigt med mænd i Kjæde-Ordenen. Det var modigt gjort og det er værd at bemærke, at dette skete ca. 140 år før kvinder fik stemmeret i Danmark.

Kjæden-Ordenens Restitutorer var:
Adolph Friderich von Restorff, som var ordenens første stormester
Hans Wilhelm Warenstedt
Hans Wilhelm Guldbrand
Carl Biehl
Friderich Lohmann
Valentin Jonas Wegener
Christian Sommerfeldt Nerenst
Jacob Grüner
Christian Sommerfeldt

Desuden Johan Anton Grabborn, der imidlertid blev enstemmigt ekskluderet på Kjæde-Ordenens et-års fødselsdag, idet han havde et lastefuldt forhold til staten og måtte flygte til udlandet.

Tre måneder efter Kjæde-Ordenens fornyelse blev den første kvinde optaget som ligeværdigt medlem. Hun hed Louise Hilderman Fred og kom fra Støvringgård Kloster i Jylland. I 2024 optog vi søster nr. 1.086 og broder nr. 1.240.

Kjæde-Ordenen har haft til huse mange steder i det indre København. Vi har ikke kendskab til, hvor vi har holdt til i den første tid, men vi ved, at vi i 1778 boede til leje i Pilestræde 71 hos konferenceråd Horn. I 1782 flyttede vi, på grund af pladsmangel, til St. Kongensgade 58 hos Arkitekt br. Andreas Kirkerup, der blandt andet tegnede Liselund slot. Her blev Kjæde-Ordenen udfordret af ringe tilslutning til samlingerne og mange af medlemmerne var i restance. Dette resulterede i, at Kjæde-Ordenen måtte realisere sine effekter – pånær nogle sølvskeer som eksisterer den dag i dag – og at Kjæde-Ordenen lå i dvale i nogle år.

I 1797 flyttede Kjæde-Ordenen kortvarigt til Aabenraa 258 for så at flytte til St. Kongensgade 67 hos Det Dramatiske selskab. I 1799 fik vor daværende stormester Overhofmarskal Hauch ordnet et lejemål på Kongens Nytorv 21 (mellem Østergade og Lille Kongensgade). Her boede vi i 12 år, indtil værten troede, han havde fundet en guldåre og dermed varslede en lejeforhøjelse på mere end det dobbelte i forventning om, at Kjæde-Ordenen ville blive der, da Kjæde-Ordenen havde ofret mange penge på at indrette og istandsætte lokalerne til Kjæde-Ordenens formål (bl.a. med malerier af Nicolaj Abildgaard).

Uheldigvis for værten var lokalerne i Aabenraa 248, hvor det kgl. Blindeinstitut lå, også blevet opsagt. Dette resulterede i, at man købte ejendommen på hjørnet af Niels Hemmingsens gade og Valkendorfsgade for et meget stort beløb. Her måtte man igen ofre store summer til ombygning og istandsættelse. Udgifterne oversteg de midler, der var til rådighed, men takket være en aktietegning iblandt Kjæde-Ordenens medlemmer og et stort lån fra den kongelige kasse, lykkedes det. Indtil lokalerne stod klar, lejede man sig ind hos Frimurerlogen i Kronprinsensgade 7. I 1812 flyttede Kjæde-Ordenen og i 1814 det Kgl. Blindeinstitut ind i Niels Hemmingsensgade, hvor de boede i 56 år.

Vi har været i de nuværende lokaler i Klerkegade siden 1869, hvor Arbejds- og Forsørgelsesanstalten og blindeasylet flyttede ind d. 17. april 1869 og Kjæde-Ordenen flyttede ind d. 3. november 1869.

Datter-kjæde
Det skal også nævnes, at det har været forsøgt at oprette datter-Kjæder, blandt andet på St. Croix. Kancelliråd Christian Ewald fik patent på oprettelse af ”Håbet til Vesten”, der eksisterede nogle få år, hvor han fik optaget 40 brødre og 12 søstre. Da Ewald rejste tilbage til København, ebbede aktiviteten imidlertid ud.

Kjæde-Ordenen er ikke kun et fornøjeligt selskab, men et sted hvor dyd og gode sæder og ikke mindst næstekærlighed hører til, og hvor filantropi er et af Kjæde-Ordenens første og vigtigste gøremål.

Og ser vi netop på Kjæde-Ordenens filantropiske virke, var der fokus fra første dag. Som eksempel på vores tidlige velgørenhed kan nævnes
Økonomisk støtte til oprettelse af et offentligt skolevæsen på Bornholm i 1780
Støtte til udgivelse af skolebøger til landsbyskoler i Sjællands Stift med hjælp fra Broder Søren Gyldendal

Vores historiske kilder vidner om, at man fandt enkeltsager og områder man kunne støtte og at der var meget at gøre med hensyn til støttens form, fokus og struktur. Bl.a. donerer man et sølvbæger, som dengang var en meget kostbar værdigenstand, til en bondesøn, der havde søgt kongen om nåde og bedt om at overtage sin fars plads i slavefængselet på Helsingør Slot, der dengang var arbejdslejr.

I vores socialfilantropiske arbejde med såvel blindesagen som med Københavns Bespisningsanstalt og ud fra vores fondsmidler, støtter vi hvert år et stort antal enkeltpersoner og organisationer. Dog altid med fokus på hjælp til selvhjælp.

Under stormester og overhofmarskal Hauch blev Kjæde-Ordenens socialfilantropiske arbejde mere målrettet og sat i struktur. Hauch var forgangsmand og Kjæde-Ordenens længstsiddende stormester, der sad i ca. 40 år. Han var i hele sit virke tæt på Kong Frederik den 6. Hauch udbad medlemmerne om forslag til nytænkning for Kjæde-Ordenens filantropiske virke og fokusområder. Der indkom forskellige forslag og valget faldt på professor og præst broder C.F. Brorsons forslag, om at uddanne og støtte blinde. Men for at dette forslag kunne realiseres, skulle der skaffes midler. Det lykkedes Grosserer Andreas Nielsen, der stod i spidsen for en ihærdig og dygtig fundraising, at skaffe store midler til formålet.

Hauchs tætte kontakt til kongen medførte, at Hauch fik overtalt Kongen til at støtte den gode sag og Kongen bidrog med støtte til såvel blindesagen som Kjæde-Ordenen, hvor Kjæde-Ordenen opnåede Kongeligt Protectorium. Det Kongelige Blindeinstitut blev stiftet i gaden Aabenraa i 1811, hvor det har til huse, den første tid.

Oprindeligt var opgaven alene som uddannelsesinstitution at lære blinde op til at være med til at forsørge sig selv. Men ønsket var også, at bygningen i Niels Hemmingsensgade blev til en arbejdsplads, hvor der var mulighed for at give blinde ophold og forsørgelse.

Kjæde-Ordenen havde igennem sit omfattende sociale arbejde opnået et godt ry og omdømme, hvilket bevirkede, at selv velgørere, der ikke var medlem af Kjæde-Ordenen, donerede og støttede Kjæde-Ordenen. Det var store beløb, der her var tale om. Nævnes skal det også, at David A. Meyer, der var den første jøde i Danmark, der fik Grosserborgerskab, men selvsagt ikke kunne blive medlem af Kjæde-Ordenen, donerede et stort beløb og løbende støttede Kjæde-Ordenen.

I 1825 lykkedes det igennem tilskuddene og testamentariske gaver samt via støtteforestillinger – bl.a. igennem Hauch, som i sin jobportefølje også var chef for det kongelige teater – at få mulighed for at udvide kapaciteten i Niels Hemmingensgade med plads til Arbejds- og forsørgelsesanstalten.

Instituttet styres af Kjæden i eget regi indtil 1857. Da blindesagen var en konstant voksende opgave, opførte Kjæden for et stort beløb, og med støtte fra Kong Frederik den 7.ende, Blindeinstituttet på Kastelsvej og overdrog bygning og drift til staten. Kjæden havde dog indflydelse og medbestemmelse i mange år med to bestyrelsesposter. På trods af sin gavmildhed, blev Kong Frederik den 7. ikke ordensherre i Kjæde-Ordenen – måske på grund af sit ægteskab med Grevinde Danner.

I 1860 var der igen pladsudfordringer og man indser, at det er nødvendigt atter at udvide kapaciteten. På trods af at staten har overtaget dele af arbejdet med blinde, ønsker Kjæde-Ordenen i 1860 at udvide opgaven med et asyl for blinde børn, da de er mere lærenemme. Kjæden indser, at fremfor at lave nødtørstige løsninger i bygningen i Niels Hemmingsensgade, er der behov for nye tidssvarende lokaler, der passer til de formål, de skulle anvendes til. Vi finder vores nuværende grund i Klerkegade og henvender os til arkitekt Vilhelm Tvede, der er i gang med et lignende projekt, bl.a. med at bygge Frimurerlogen, der dengang lå få skridt fra Kjæde-Ordenen. Man solgte den gamle bygning for 36.064 rigsdaler og udgifterne til at opføre Klerkegade androg 37.210 rigsdaler – man havde altså for 1.200 rigsdaler fået en ny og tidssvarende bygning. Den 17. april 1869 flyttede Arbejds- og Forsørgelsesanstalten og blindeasylet ind i de nye lokaler i Klerkegade og Kjæde-Ordenen flyttede ind d. 3. november 1869.

Selve Blindeasylet forsætter frem til 1914, hvor det overdrages til staten.

Karakteren af opgaverne ændrer sig, idet der var blevet oprettet et hjem for arbejdsføre blinde kvinder på Mariendalsvej og det var fortrinsvis de ældre og svage, der blev tilbage i Klerkegade, der dermed langsomt skiftede karakter til plejehjem. I 1958 ændrede man navnet ”Arbejds- og Forsørgelsesanstalten” til med det mere tidssvarende navn ”Selskabet Kjædens Blindehjem”, der fungerede helt frem til 1971, hvor den sidste blinde kvinde flyttede ud.

En anden af vores store sager er Kjøbenhavns Bespisningsanstalt af 1829, hvor vi i vinteren 1829/30 oprettede Bespisningsanstalten for værdigt trængende – der var det, vi i dag kalder for et suppekøkken. Vi var ikke det eneste dengang, men vi var et af de væsentligste. Dengang var det således at kunne man ikke brødføde sig selv, kom man på fattiggården og mistede alle sine borgerlige rettigheder, blandt andet retten til at gifte sig og retten til at stemme, og de, der var endt på fattiggården, kom sjældent derfra igen. Det var gerne børnene til de trængte der ankom til Kjæde-Ordenen for at hente maden, da stoltheden hos de trængte ofte var for stor til selv at gøre det. For at få en ide om omfanget og størrelsen, blev der alene i vinteren 1831/1832 uddelt 170.444 portioner mad og i de første 10 år uddelte vi over 1.5 millioner måltider mad. Altså en betragtelig del. I vinteren 1861/1862 uddeltes der 110.873 portioner mad.

Det betyder med andre ord, at Kjæde-Ordenen også indenfor dette område, har et udbredt virke og har hjulpet rigtig mange familier igennem årene, der var i akut nød. Kongehuset har også bidraget med betydelige beløb. Men det var Kjædens medlemmer og deres husholdninger, der stod for det praktiske – herunder også madlavningen.

Til sammenligning, når vi kommer frem til år 1970, uddelte kjæden under 1.000 portioner mad, og kun 597 portioner i 1973/1974 og endelig i 1980’erne var tallet faldet så meget, at man ophørte med suppekøkkenet. Her havde folkekøkkenerne taget over.

Det betyder dog ikke at Københavns Bespisningsanstalt har endt sit virke, tværtimod. I dag, ligesom vi gør overfor blinde, hjælper og støtter vi enkeltpersoner og organisationer, primært i form af økonomisk støtte, men vi afholder også arrangementer med støtte og deltagelse fra Kjæde-Ordenens medlemmer. Et eksempel herpå er Faktor 8, der er en forening af pårørende til krigsveteraner, der er vendt tilbage fra udstationeringen med sår på sjælen – og dette gør, at det også går ud over de nærmeste og familien. Indtil Kjæden stillede sine lokaler til rådighed med forplejning, var der ingen af disse pårørende, der havde mødt hinanden før.

Kjæde-Ordenens Ordensherrer

Det jo meget glædeligt, at vi kan sige, at Kjæde-Ordenen ikke bare har overlevet efter 250 år, men at den lever i bedste velgående. Bemærkelsesværdigt er det også, at både ritualer og grundlove i indhold og omfang er forblevet de samme igennem 250 år.

Kjæde-Ordenen har igennem tiden haft en række Ordensherrer
Vores første Ordensherre var Kong Christian den 8., der kom til d. 26. januar 1839 og forblev til sin død d. 20. januar 1848, på foranledning af Stormester og Overpræsident A.C. Kierulff.
Vores anden ordensherre var Kong Frederik den. 8. der kom til d. 13. maj 1891 og forblev til sin død. Dette var på baggrund af henvendelse fra Stormester, Stifts-amtmand og Baron Bille Brahe.
Vores tredje Ordensherre var Prins Harald, der var Kong Christian den 10.s bror. Han blev Ordensherre d.14. januar 1913 efter henvendelse under Stormester og Baron Zypthen-Adeler. Prins Harald fik ligeledes indført sin hustru og sine børn i Kjæde-Ordenen.
Prins Gorm, der var prins Haralds søn, blev Kjæde-Ordenens fjerde Ordensherre d. 8. januar 1952 og fungerede til sin død d. 26. december 1991.
Og endelig blev Prinsesse Elisabeth Kjæde-Ordenens femte Ordensherre d. 4. januar 1994 indtil sin bortgang d. 19. juni 2018.